Danmark får blandet vejr de næste syv dage. Den optimale beklædning veksler mellem let påklædning, gummistøvler, varmt tøj og sandaler.
I weekenden bliver det ikke specielt solrigt, men til gengæld stiger temperaturen allerede lørdag til 17-20 grader, lyder meldingen fra DMI.
Natten mellem lørdag og søndag skal især sønderjyderne huske at tage regnfrakker med, hvis de skal i byen, mens resten af landet kan feste i tørvejr. Temperaturen falder til 10-15 grader.
Søndag får vi mellem 17-22 grader, mens et regnvejr i løbet af dagen bevæger sig fra Jylland til København og Bornholm.
Når den nye arbejdsuge begynder mandag sker det med regn og byger, men i løbet af dagen klarer det op. Tirsdag og onsdag bliver det tørvejr i hele landet, men til gengæld falder temperaturen til 15-20 grader.
Torsdag og fredag vender regnvejret tilbage, men til gengæld bliver det atter varmere, lyder det fra DMI.