Allerede inden revanchekampen mellem Mikkel Kessler og Andre Ward er en realitet, har amerikaneren indledt ordkrigen med danskeren.
Da det fredag kom frem, at Kessler med en sejr over Brian Magee den 8. december er sikret en kamp mod Ward, sagde danskeren, at Ward må se at blive klar.
- Man behøver ikke at blive klar, når man i forvejen er klar. Lad være med at tænde mig, skriver den amerikanske Super Six-vinder på sin Twitter-profil.
I 2009 vandt Andre Ward over Kessler i Super Six-turneringen, og danskeren endte med at få store klø i opgøret, der blev bokset på Wards hjemmebane i Oakland i Californien.
Mikkel Kessler har senere udtalt, at hans største drøm er en revanchekamp mod amerikaneren.
Inden kampen mod Ward kan arrangeres, skal danskeren først besejre nordirske Brian Magee i Jyske Bank Boxen i Herning om en måned. Magee har tidligere haft succes i Danmark, hvor det er lykkedes ham at besejre Mads Larsen og Rudy Markussen.