Socialdemokratiets Nicolai Wammen får 23.427 personlige stemmer, hvilket er flest af alle i Østjyllands Storkreds.
Det står klart, efter at alle stemmerne i kredsen er talt op.
Dermed tager han flere stemmer end Venstres Jakob Ellemann-Jensen og De Radikales leder, Morten Østergaard.
De ender på henholdsvis 19.388 stemmer og 17.687 stemmer.
Resultatet gør samtidig Nicolai Wammen til den sjettestørste stemmesluger ved valget. Han er tidligere borgmester i Aarhus.
Østjyllands Storkreds var den sidste, der manglede at blive optalt. Dermed er alle stemmer i landet talt op.
Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance tager sig af partiets mandat i kredsen. Han ender med knap 500 stemmer mere end sin nærmeste LA-forfølger.
Kristendemokraternes fungerende formand, Isabella Arendt, klarer sig sjettebedst i Østjylland. Hun løber med godt 8000 personlige stemmer, hvilket dog ikke er nok til at sende hende i Folketinget.
Samtidig står det klart, at Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, er færdig i Folketinget i denne omgang. Han må nøjes med 1156 personlige stemmer, hvilket er over en halvering sammenlignet med valget i 2015.
Fra Socialdemokratiet er det Leif Lahn Jensen, Henrik Dam Kristensen, Camilla Fabricius, Jens Joel, Malte Larsen og Daniel Toft Jakobsen, der fra Østjylland-kredsen følger med Wammen ind i Folketinget.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og politisk ordfører Britt Bager (V) fortsætter begge i Folketinget, da de tager sig af to af Venstres seks mandater i Østjylland.
/ritzau/