Der er gang i verdens vulkaner, og nu begynder vulkanen Tungurahua i det centrale Ecuador også at rumle.
Den 5.000 meter høje vulkan er de seneste par dage begyndt at sende røg og aske op i luften. Det oplyser en af landets radiostationer, Radiosucre, på sin hjemmeside.
Vulkanen har siden 30. december sendt aske ud over det omkringliggende landskab, og eksperter opfordrer befolkningen til at passe på sig selv, og særligt planter i nærheden af vulkanen kan tage voldsom skade.
Pablo Palacios fra Geofyisisk Institut understreger dog, at man ikke forventer, det bliver så slemt som tidligere udbrud.
"I de følgende dage kan der falde store mængder aske, men det er vigtigt at understrege, at det ikke er en situation, som vi oplevede ved udbruddet i juli og august 2006," sagde han til radiostationen.
I 2006, da vulkanen sidst var i udbrud, havde det voldsomme konsekvenser for indbyggerne i nærheden. Hele landsbyer blev dækket af sten og aske, 5.000 mennesker måtte evakueres og mindst syv omkom.
Tungurahua ligger omkring 140 kilometer syd for Quito og er landets største aktive vulkan. På det lokale quechua-sprog betyder Tungurahua, 'ild halsen'.