Det er klart for enhver, at Danmark rummer parallelsamfund med andre regler end i det omgivende samfund. Og det er godt, at regeringen præsenterer et udspil. Men det er forkert at idømme hårdere staf for kriminalitet i ghettoer.
Det mener Jakob Sabroe, formand for Venstres Ungdom. Torsdag fremlægger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og en stribe ministre udspillet i Mjølnerparken i København.
- Det er åbenlyst for enhver, at der eksisterer parallelsamfund i Danmark. Hvor mange ikke taler dansk, og folk har været på offentlig forsørgelse i flere år, siger Jakob Sabroe.
- Når det kommer til forslaget om at fordoble straffen for kriminalitet i ghettoområderne, må jeg tage afstand fra det. Jeg kan ikke se, hvorfor det skal give en strengere straf at stjæle et tv i Gellerup end i Gentofte.
Regeringen vil også sænke kontanthjælp til folk, som flytter i ghetto, hvor børn skal tvinges i daginstitutioner. Forældre skal straffes for at sende børn på genopdragelse i hjemlandet, og gymnasieelever skal spredes.
Strengere straf skal gælde i hele landet, så forbrydere ikke kan spekulere i, hvor de begår kriminalitet, mener VU's formand.
- I princippet kan man godt taksere kriminalitet forskelligt forskellige steder i landet. Men jeg kan ikke se, hvordan det logisk giver mening. Hvis man vil bremse kriminaliteten i ghettoerne, så nytter det ikke, hvis man eksporterer den til resten af landet, siger Jakob Sabroe.
Han ser mere fornuft i at tvinge børn i daginstitutioner, hvis deres forældre ikke taler dansk eller er uden arbejde. Ellers kommer børnene bagefter i skolen, mener han.
- Det ser jeg mere mening i, siger Jakob Sabroe.
/ritzau/