Der har været uro på de indre linjer i fodboldklubben Lyngby forud for sæsonpremieren i 1. division mod Hvidovre på søndag.
Det skriver avisen BT.
Lyngby har ansat den tidligere angriber Mark Strudal som cheftræner til denne sæson, og en af hans første handlinger var at tage anførerbindet fra den mangeårige kaptajn Mathias Tauber.
Tauber er utilfreds med klubbens håndtering og mener, at han er blevet behandlet "respektløst" af klubben.
- Alle spillerne har ringet til mig og er forundrede og i chok over, hvordan jeg er blevet ydmyget og behandlet respektløst, siger han til BT.
- Jeg har alle spillernes opbakning, men det er klart, at ingen af dem kan sige noget i pressen, fordi de er bange for, hvad der så sker med dem.
Tidligere på ugen blev det bekræftet, at forsvarsspilleren er fortid i klubben. 33-årige Tauber fortæller, at han blev stillet et ultimatum, der gik på at være en del af den nye anførergruppe eller "være færdig i Lyngby".
Den nye anførergruppe ville Tauber ikke være en del af. Derfor blev han efter eget udsagn sendt ned for at træne med U19-holdet, og han følte sig bortvist fra klubben.
BT har også talt med Jeppe Brandrup, der spillede i Lyngby i ni år før sit kontraktudløb denne sommer. Ifølge Brandrup og Tauber fortalte ledelsen spillerne, at klubben ikke ville forlænge med højrebacken. Men ifølge Brandrup tog han selv beslutningen.
Mark Strudal har ikke ønsket at kommentere BT's historie, og han har tidligere udtalt, at han betragter sagen som lukket. Men tidligere på ugen fortalte Lyngbys sportsdirektør, Birger Jørgensen, følgende om afskeden med Tauber.
- Tauber har også været en del af trænerteamets fremtidige plan, men det er klart, at der opstår en ny virkelighed, når en mangeårig anfører ikke ønsker at indgå i det nye setup. Det accepterer vi, om end det er vemodigt, da vi anser Tauber som en kæmpe kulturbærer, sagde Jørgensen til klubbens hjemmeside.
/ritzau/