Lyngby Boldklub har valgt at fyre Thomas Nørgaard som cheftræner, oplyser 1. divisionsklubben torsdag aften. Lyngby rykkede ud af Superligaen i maj.
Fremtiden bliver med et nyt trænerteam, fortæller Lyngby-sportsdirektør Birger Jørgensen i en pressemeddelelse.
- Vi har i dag valgt at afskedige Thomas Nørgaard. Som klub har vi behov for nyt blod i trænerstaben.
- Thomas havde bygget sit eget team op, men vi tror ikke på, at de kan føre os tilbage i Superligaen, siger Birger Jørgensen.
Bruddet sker efter en tænkepause, hvor Lyngby har evalueret forårets præstationer både på og uden for banen.
Og selv om klubben med vinterens konkurstrussel in mente ikke har leveret de bedste arbejdsbetingelser lyder konklusionen, at der skal nye kræfter til.
- Og så er det også fair nok at sige stop. Derfor siger vi tak for denne gang og starter på en frisk med et nyt cheftrænerteam, som vi præsenterer på et senere tidspunkt.
- Lige nu takker vi Thomas Nørgaard for hans indsats for os gennem de sidste tre år og ønsker ham held og lykke med fremtiden, siger Birger Jørgensen.
Lyngby rykkede ned i 1. division efter samlet nederlag til Vendsyssel FF i de afgørende nedrykningskampe.
Thomas Nørgaard fortæller, at han har været rigtig glad for sine tre år i Lyngby og er afklaret med situationen.
- Det er en klub med hjerte og sjæl, en klub som jeg godt kunne se mig selv have fortsat i under de rigtige omstændigheder.
- Klubben har dog ønsket at viske tavlen ren for at kunne starte en ny fortælling. Det er en del af gamet, hvilket jeg accepterer.
- Vi har været igennem et noget utraditionelt forår, men på trods af det har jeg masser af gode oplevelser, som jeg tager med mig videre, siger Thomas Nørgaard.
Han kom til Lyngby fra et job i AB forud for 1. divisionssæsonen 2015/16, der endte med oprykning til Superligaen og bronzemedaljer i den efterfølgende sæson.
Nørgaard startede som assistenttræner under David Nielsen, men han fik i slutningen af september 2017 overdraget nøglerne til cheftrænerkontoret, da David Nielsen blev ansat som cheftræner i AGF.
Nu er begge fortid i klubben.
Lyngby siger ligeledes farvel til førsteassistent Max Mölder samt assistenttræner Stephen Foyston, der også stopper i klubben.
/ritzau/