Vraget af det ulykkesramte krydstogtskib Costa Concordia ventes at blive rejst op på havbunden i næste uge - næsten to år efter det forliste ud for Italiens kyst og 32 mennesker omkom.
Det gigantiske fartøj, som kolliderede med en klippe ud for øen Giglio natten til den 13. januar 2012 med over 4000 om bord, ligger på lavt vand på en skrånende havbund.
Bjærgningsmandskabet er nu ved at gøre klar til at få skibet på ret køl ved først at rulle vraget ned på undervands-platforme og så hæve det for at trække det væk.
Dykkere har pumpet 18.000 ton cement i sække under skibet for at støtte det og undgå, at det brækker over i operationen, hvor det rulles og derefter hæves.
- Operationen ventes at finde sted onsdag i næste uge, siger Franco Gabrielli fra det italienske civilforsvar.
Hele redningsoperationen har kostet mindst 300 millioner dollar - omkring 1,7 milliard kroner.
To af de omkomne - en italiener og en inder - er aldrig blevet fundet. Bjærgningsholdet vil i forbindelse med flytningen af skibsvraget gennemsøge hele havbunden med undervandskameraer.
Skibets kahytter vil blive gennemgået en efter en, siger Nicholas Sloane fra bjærgningsskibet Titan Salvage.
Fire besætningsmedlemmer fra Costa Concordia og en ansat i selskabet Costa Cruises blev i juli idømt fængselsstraffe for deres medskyld i ulykken.
Retssagen mod skibets kaptajn, Francesco Schettino, er endnu ikke afsluttet. Han er anklaget for manddrab i forbindelse med fartøjets forlis, og han er anklaget for at være skyld i skibets forlis.
Kaptajnen forlod skibet, før alle besætningsmedlemmer og passagerer var reddet. Han er af tabloidpressen blevet betegnet kujonkaptajnen.
En vred kystvagt gav ham over telefonen ordren: "Sørg for at komme om bord igen, for fanden!" - en vending der nu er blevet almindeligt udbredt i Italien.
Costa Crociere, der er et af Europas førende krydstogtrederier, har tidligere erkendt ansvar som Schettinos arbejdsgiver og fik ordre på at betale en million euro (omkring 7,5 millioner kroner) i en kontroversiel afgørelse, der fritog rederiet fra yderligere retsforfølgelse.
/ritzau/AFP