Von Trier provokerer med sexscener i ny film

Tirsdag begynder indspilningen af Lars Von Triers næste film "Nymphomaniac", som skildrer en kvindes sexliv.
Lars von Triers udtalelser om Hitler er næppe glemt endnu - men filmskaberen er allerede klar med den næste provokation.
Lars von Triers udtalelser om Hitler er næppe glemt endnu - men filmskaberen er allerede klar med den næste provokation. Foto: Scanpix, AFP, VOLKER HARTMANN

Så er Lars Von Trier endnu en gang klar til at underholde og forarge.

Tirsdag begynder filmholdet indspilningerne af filmen "Nymphomaniac", der skal skildre en selvudnævnt nymfomans sexliv, fra hun er barn til et sted midt i 50'erne.

Og filmen skal byde på meget udpenslede scener.

- Der står i toppen af manuskriptet, at alle scenerne skal gennemføres rigtigt, og at billedet vil blive sløret for de lande, hvor det ikke er tilladt at vise, fortæller Shia LaBeouf til MTV.

Han og en lang række skuespillere har trods udsigten til at skulle dyrke rigtig sex på film valgt at takke ja til en rolle i historien, der forventes at strække sig over to film, som dog skal indspilles på samme tid.

Ud over LaBeouf skal også Connie Nielsen, Jens Albinus, Janine Romanowski og Nicolas Bro spille med i den erotiske fortælling.

Det er ikke første gang, at Lars Von Trier overskrider grænser og bruger usimuleret sex i sine film. I Antichrist fra 2009 brugte han det samme virkemiddel.

Filmen skal optages over de næste 11 uger i Tyskland og Belgien og forventes at få premiere engang i 2013.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.