Efter endnu et overfald har politiet optrappet jagten på en serie-voldtægtsforbryder, som har hærget på Mallorca i tre år.
En kvinde blev i de tidlige morgentimer slået i jorden, hvorefter hun blev voldtaget flere gange, skriver Daily Mirror. Politiet venter nu på en DNA-test, som kan afsløre, om det er den samme gerningsmand, der i tre år har terroriseret ferieøen.
"Han udvælger unge kvinder, som er alene tidligt om morgenen," fortæller en kilde tæt på efterforskningen til Daily Mirror.
"Typisk voldtager han dem efter at have gjort dem forsvarsløse med ekstrem vold," fortsætter kilden.
I 2008 blev en 21-årige engelsk kvinde stukket i brystet og nakken af en mand, som efterfølgende forgreb sig på hende.
Hendes beretning om overfaldet tegner et billede af en yderst farlig mand.
"Jeg var overbevist om, at jeg skulle dø. Han var så voldelig og vred, at jeg ikke troede, jeg ville komme levende derfra. Jeg kæmpede igen, kradsede ham i ansigtet og råbte efter hjælp," fortalte hun dengang.
Manden beskrives som høj og atletisk. Han har kort hår, mørk hud og taler dårligt engelsk.
Kilde: Daily Mirror