Der er begået et røveri mod en guldsmed på Nørrebrogade 156 i København her til formiddag.
Det bekræfter pressemand ved Københavns Politi, Lars Borg, over for Newspaq.
Politiet er netop nu mødt talstærkt op på stedet.
"Der er ti politibiler og et salatfad på stedet, og der er meldinger om, at der er en anholdt, men det vides ikke, hvordan vedkommende er involveret i sagen," lyder det fra Newspaqs udsendte på stedet:
"Betjentene på stedet fortæller, at de lige nu søger efter en person, og en anden betjent melder, at der er flere gerningssteder, og at det er derfor, de har afspærret så stort et område."
Politiet har valgt at afspærre et stort område omkring Nørrebrogade, hvilket også gælder omkringliggende gader, blandt andet Vulkangade og Nannasgade.
Det er ikke første gang, at der bliver begået røveri mod guldsmeden. I 2009 blev samme forretning udsat for et groft røveri, hvor ejeren blev snittet i ansigtet med en kniv.
I 2010 plyndrerede fem-seks røvere guldsmeden for et udbytte på godt 615.000 kroner.