29 personer er dræbt og 28 såret, efter den kraftige selvmordbombe ramte Pishin-regionen tæt på grænsen til Pakistan.
Flere ledere - mindst fem - af den væbnede elitestyrke Revolutionsgarden er blandt de omkomne ved angrebet.
Ifølge internationale nyhedsbureauer var angrebet rettet mod garden, og ifølge Reuters er vicechefen for Revolutionsgardens landstyrker, General Noor Ali Shooshtari, blandt de dræbte.
Revolutionsgarden bliver af mange anset som Irans mest magtfulde politiske og økonomiske organ. Især efter det seneste valg, hvor præsident Ahmadinejad blev genvalgt. Han har et tæt forhold til Revolutionsgarden.
Irans parlamentsformand Ali Larijani fordømmer angrebet og siger, at bomben har til formål at ryste sikkerheden i regionen.
Ingen har endnu taget skylden for angrebet, men mistanken retter sig mod den sunnimuslimske militante gruppe Jundallah, eller 'Guds Soldater', som tidligere har udført angreb mod shiamuslimske mål i det sydøstlige Iran.