Der er ingen grund til at frygte, at der gemmer sig en brintbombe i havet ud for Thule.
Det fastslår Dansk Institut for Internationale Studier, der har gennemgået den amerikanske eftersøgning og oprydning efter bombeflyet, der styrtede med fire granvoksne brintbomber ombord. Det skriver Politiken.
Flyet og dets bomber blev totalt knust ved styrtet - men fordi amerikanerne brugte megen tid på at søge i havet efter styrtet, blev det frygtet, at amerikanerne ikke var i stand til at finde den sidste af bomberne.
I papirerne fra missionen stod det, at "eftersøgningen efter manglende objekt eller manglende våben behandles fortroligt". Derfor fik den danske regering heller ikke noget at vide om eftersøgningen.
Nu har de danske efterforskere imidlertid fået adgang til efterforskningen, der viser, at amerikanerne ikke ledte efter en manglende brintbombe - men derimod tændsatsen til en af brintbomberne.
Sagen er dog alvorlig nok. Tændsatsen til en brintbombe er nemlig en lille atombombe i sig selv - i dette tilfælde et halv meter langt rør fyldt med uran.
Det lykkedes aldrig amerikanerne at finde røret med mini-atombomben, som de formoder blev pulveriseret på isen.