Voldsomme bombeangreb har ramt et centralt mål i Kandahar i Afghanistan. Den lokale guvernørs bygning stod for skud, og mindst tre afghanske betjente er blevet dræbt.
Angrebet blev udført af to selvmordsbombemænd, og tre andre er blevet såret i forbindelse med eksplosionerne, skriver Reuters.
Indenrigsministeriet i Kabul bekræfter hændelsen, men har ikke umiddelbart flere oplysninger.
En tredje eksplosion har ifølge flere kilder også fundet sted, men indenrigsministeriet kan endnu ikke bekræfte årsagen til denne sprængning.
En afghansk politikilde siger t, at yderligere to selvmordsbombemænd kan have sneget sig ind på grunden. Canadiske soldater har afspærret gaden, der fører hen til guvernørens kontor.
Det er ikke længe siden, at flere danske soldater blev såret i Afghanistan på grund af vejsidebomber. De er siden blevet fragtet hjem til Danmark til behandling på Rigshospitalet.