Ingen er endnu rapporteret dræbt og kun få er såret, men terroren i anledning af valgdagen i Afghanistan er for længst skudt i gang.
Allerede fra morgenstunden, hvor valgstederne åbnede, slog en række raketter ned i den afghanske hovedstad Kabul og i en række andre byer.
I den sydligt beliggende by Kandahar slog raketterne ned nær et valgsted, hvor 30 borgere stod i kø for at stemme. Det meddeler nyhedsbureauet Reuters.
Det er dog formegentlig kun begyndelsen, for de tidligere magthavere i landet, Taleban, har sværget, at de vil gøre valgdagen til et blodbad.
Samtidig truer de vælgere med, at de vil få skåret deres pegefinger af, hvis der er blå maling på den. I Afghanistan bliver vælgerne nemlig registreret ved at afleverere deres fingeraftryk ved valgstedet, så de ikke kan afgive deres stemme to gange. Det giver en markant blå plet, som først kan vaskes af efter 14 dage.
Præsident Hamid Karzai var blandt de første til at stemme i morges ved et valgsted med meget strenge sikkerhedsforanstaltninger. Her sagde han, at han ikke frygter megen vold på valgdagen, men sagde dog samtidig, at han håber, at valget vil blive afgjort i første runde.
De afghanske medier er blevet underlagt censur - og må på valgdagen ikke rapportere om vold, valgsvindel eller terrorangreb - og myndighederne har gjort alt, hvad de kan for at få så mange vælgere til at stemme som muligt.
Flere end 300.000 afghanske og internationale soldater er i beredskab på valgdagen.