Verbale trusler, skub, spark, slag og kvælertag er ifølge otte forældre en del af skoledagen i de mindste klasser på den folkeskole, hvor kronprinsparret hver dag afleverer tvillingerne Vincent og Josephine, skriver Berlingske.
- Man burde kunne sende sit barn trygt i skole og ikke være bange for, at det bliver skubbet ned ad trappen, bundet fast og slået, eller at der bliver kastet med mursten. Det burde slet ikke kunne finde sted, siger en anonym forælder til Berlingske.
Den utrygge gruppe af forældre på Tranegårdskolen i Hellerup har ifølge Berlingske ikke selv oplevet episoder, som ovennævnte, men har hørt om dem gennem deres børn, andre forældre og sågar lærerne.
Et barn skulle angiveligt have haft en kniv med i skole, og et barn blev sparket så hårdt, at det faldt og slog en flig af en tand.
Ifølge Berlingskes oplysninger er det i indskolingen og kun i nogle klasser, at voldsom adfærd er et problem blandt nogle elever.
Skolens ledelse kan ikke genkende forældrenes kritik, fortæller den til Berlingske. Den skriver i en mail, at der på Tranegårdskolen, som på andre skoler, er konflikter mellem børn. Og at der ind i mellem er uacceptabel adfærd.
B.T. har forsøgt at få en kommentar vedrørende kronprinsparrets børn, men hverken Gentofte Kommune, Tranegårdskolen eller Kongehuset vil kommentere sagen yderligere.
Udover tvillingerne går også prins Christian og prinsesse Isabella på Tranegårdskolen. De går i henholdsvis 7. og 5. klasse.