Ritzau
Opdateret kl. 09:23
Danske FLSmidth, der leverer udstyr og service til mine- og cementindustrien, er i april, maj og juni gået frem på de fleste regnskabsposter.
Selskabet fik flere ordrer, en voksende omsætning og overskuddet steg.
Ordreindgangen voksede 10 procent til 5056 millioner kroner.
Både når det gælder omsætningen og ordreindgangen, var det især minesegmentet, der overraskede. Det fremgår af selskabets halvårsregnskab, der blev fremlagt onsdag.
- Efterspørgslen efter mineudstyr går fortsat i positiv retning, og andet kvartal af 2018 var det fjerde kvartal i træk med god efterspørgsel på enkeltudstyr og mineudvidelser, skriver FLSmidth i regnskabet.
Det er i minesegmentet, at FLSmidth henter mest af sin omsætning. I andet kvartal endte omsætningen på 2780 millioner kroner, hvilket svarer til 58 procent af omsætningen.
Både ordreindgangen og omsætningen endte højere end, hvad analytikerne ifølge Ritzau Finans havde ventet.
Det samme gjorde sig ikke gældende for overskuddet. Omsætningen blev mere end fordoblet, og endte på 168 millioner kroner.
Ifølge Ritzau Finans havde analytikerne dog ventet en omsætning på 191 millioner kroner.
Selskabet gentager de finansielle udsigter til 2018. Ingeniørselskabet venter dermed fortsat en omsætning på 18-20 milliarder kroner.
Selskabet venter, at omsætningen i minesegmentet stiger.
/ritzau/