Med en ny omgang af seermagneten X Factor kunne man frygte, at 'Voice - Danmarks største stemme' på TV 2 havde trange vilkår for at blive en succes. Men denne frygt er i den grad blevet manet til jorden.
'Voice er nemlig blevet det mest sete lørdagsunderholdning på dansk tv siden 1999, hvilket blev understreget i finalen, skriver tvtid.tv2.dk.
"Finaleshowet lørdag aften var en fantastisk afslutning på en konkurrence, som har haft fuldt fokus på stemmen og på musikalsk talent. At vi står med fire finalister, som alle sammen kunne udkomme med en plade, de selv havde skrevet tekst og musik til, vidner for mig om, at Voice' mission om at præsentere nye danske stjerner for seerne er lykkedes," siger TV 2's underholdningschef, Gitte Madsen, i en pressemeddelelse.
Og da sangeren Kim Wagner lørdag blev kåret som vinder af 'Voice - Danmarks største stemme', blev det fulgt af flere end 1,3 mio. danskere på TV 2.
Hvilket gør 'Voice' til det mest sete lørdagsunderholdning på dansk tv siden 1999. Der er dog stadig langt op til underholdningsprogrammerne om fredagen, hvor X Factor har op til 1,8 millioner seere til de indledende programmer og over to millioner til de afgørende.
Det gennemsnitlige seertal til lørdagens finale i 'Voice - Danmarks største stemme' var 1.148.000 seere, mens det gennemsnitlige seertal til 'Voice - afgørelsen' var 1.270.000 seere. Og over 1,35 mio. danskere så med, da Kim Wagner blev udråbt som 'Voice'-vinder.
Kilde: tvtid.tv2.dk