Danske Alex Rasmussen vandt for anden gang VM-guld i scratch.
Der er ikke tale om en gammel disciplin for DJ's, men derimod om 15 kilometer cykelløb på bane.
Her vandt Alex Rasmussen guld foran sit danske hjemmepublikum i Ballerup, hvor der afholdes VM i banecykling.
Rasmussen kommer dog ikke til at gentage succesen, som var en gentagelse af hans sejr i 2005.
"Det her er mit sidste VM foreløbig. Det er fedt at slutte på toppen efter at have vundet verdensmesterskabet på hjemmebane og takke af for et stykke tid. Nu vil jeg gerne prøve nye mål," siger Alex Rasmussen til DR Sporten.
Alex Rasmussen kører også på cykel for Team Saxobank. Og nu vil han prioritere karrieren på landevej højere.
Han har dog fortsat chancen for endnu en VM-medalje i denne omgang, når han lørdag stiller op i parløb med Michael Mørkøv.