Et politisk flertal er klar til at tage det danske statsborgerskab fra udlændinge, som begår socialt bedrageri.
Det er De Konservative, der står bag forslaget, som får opbakning fra Venstre og Dansk Folkeparti.
Baggrunden er Ekstra Bladets afsløringer af dansk-irakere, som modtager offentlige ydelser her, mens de også får løn i Irak.
"Vi vil ikke acceptere socialt bedrageri, og man skal vide, at det har konsekvenser. Danmark skal ikke være et land, man bare kan rejse til og få tilkendt nogle ydelser og så ellers have fede job alle mulige andre steder," siger De Konservatives socialordfører, Vivi Kier.
Men Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, mener, at udspillet er for vidtgående.
"Man skal gøre alt for at bekæmpe socialt bedrageri, men ligefrem at tage statsborgerskabet fra folk, det er for drastisk," mener Henrik Dam Kristensen.