Der bliver mere behov for pengene i 2010. Sådan lyder opfordringen fra vismand Hans Whitta-Jacobsen til regeringen omkring frigivelsen af Den Særlige Pensionsordning.
Når danskerne til sommer kan hæve SP-ordningen til en favorabel rente, så vil pengene blive brugt på hurtigt forbrug, der ikke nødvendigvis vil gavne samfundsøkonomien, mener vismændene.
"Risikoen er, at rigtig meget bliver til forbrug rigtig hurtigt. Det er synd at slippe det forbrug løs allerede her i 2009, da vi tror, at dansk økonomi er på vej ind i en nedtur, der er så kraftig, at konjunktursituationen vil være meget værre i 2010. Derfor burde regeringen se tiden an, og i stedet placere dette indgreb i 2010," lyder opfordringen fra vismanden til regeringen.
Han mener, at regeringen burde vente med SP-ordningen og lade de andre indgreb virke først. Her tænker han på reparationspakken til boligejere, fremrykkede trafikinvesteringer og indgreb over for bygge- og anlægssektoren.
"Hvis der bliver brug for mere finanspolitisk ekspansion, så tror vi det vil være velplaceret i 2010," siger Whitta-Jacobsen.