Danskerne vil have flere penge mellem hænderne. I kølvandet på regeringens beslutning om at lade befolkningen hæve pengene fra SP-ordningen, viser Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske nu, at trekvart million danskere vil udnytte den mulighed.
Det er skatteminister Kristian Jensen (V) glad for.
"Danskerne skal have lov til at bruge deres egne penge, og nu er der en god anledning til at give muligheder for at hæve noget opsparing," siger han.
Hvis bare en fjerdedel af danskerne hæver pengene, pumpes otte mia. kroner ud i samfundet.
Eksperter er mere betænkelige.
"Det er en lempelse, man slet ikke har styr på. Den kan påvirke økonomien både meget og ganske lidt, alt efter hvor mange penge der hæves, og hvor mange der vælger at forbruge dem. Det ved vi ikke endnu," siger økonomisk vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.