Regeringens reform af efterlønnen giver ikke de bebudede gevinster for samfundet.
Reformen indfører nemlig en særlig seniorførtidspension, der kan blive så populær, at den vil koste staten dyrt.
"Vi havde hellere set en reform uden seniorførtidspensionen", siger vismand Michael Rosholm, professor ved Aarhus Universitet, til Politiken.
Han frygter, at lægerne kommer under pres fra borgere over 60 år, som gerne vil på den nye pension for seniorer.
Vismændene vurderer, at 20.000 bliver arbejdsløse, når efterlønnen nedtrappes. Dertil kommer et stort antal danskere, som ikke har betalt til efterlønnen, men som kan søge den nye seniorordning.
"De har nemlig også ret til seniorførtidspension. Vi risikerer at få et stort indflow fra andre befolkningsgrupper", siger Michael Rosholm.
Regeringen afviser, at der er udsigt til et boom af seniorførtidspensionister.
"Vi har på den ene side fået kritik fra oppositionen for, at det nok bliver helt umuligt at komme på seniorførtidspension. Og nu siger vismændene og en række andre, at det er at åbne en ladeport. Mon ikke vi så har lagt os midtimellem", siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg til Politiken.
Kilde: Politiken