Ligegyldigheden over for fedme er stor i det danske erhvervsliv.
Fedme er på linje med rygning og alkohol et af de store sundhedsproblemer og øger markant medarbejdernes risiko for en række sygdomme.
Og det kan naturligvis ses på bundlinjen, når de ansatte melder sig syge.
Men tre ud af fire virksomheder har ikke en fedmepolitik, viser en rundspørge, som Berlingske Tidende har foretaget.
Derfor opfordrer sundhedsminister Bertel Haarder (V) virksomhederne til at tage problemet op.
"Det gavner både virksomhedernes økonomi og medarbejdernes helbred," siger Bertel Haarder.
Men overvægt er en privat sag, lyder det fra både Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og fagforbundet HK Danmark.
"Misforstået," lyder det fra Nina Frahm, formand for Adipositasforeningen, der fremmer overvægtiges interesser.
"Arbejde fylder så stor en del af livet, at virksomheder er nødt til at blande sig i medarbejdernes overvægt. De bør sammen med fagforeninger og repræsentanter for overvægtige udforme fedmepolitikker for, hvordan de vil hjælpe overvægtige medarbejdere," siger Nina Frahm.