Jonas Vingegaard skulle kun bruge tre dage på cyklen i et officielt løb på at tage sin første sejr efter triumfen i Tour de France.
Torsdag vandt den danske cykelstjerne 3. etape af CRO Race, som køres i Kroatien.
Etapen bød på 157 kilometer fra Sinj til Primosten og sluttede på en kort, men særdeles stejl stigning, hvor rytterne undervejs også kørte på grus.
En større gruppe af ryttere kørte samlet op ad stigningen, inden Vingegaard kort før mål satte trumf på og de nærmeste konkurrenter til vægs.
- Det var en meget svær afslutning. Det var en meget ujævn vej, så man kunne ikke stå op. Jeg måtte sidde ned, siger Vingegaard i vinderinterviewet, som blev vist på TV 2 Sport.
- Normalt har jeg ikke været så god i slutningen af en sæson, så jeg er selvfølgelig glad for at vinde.
Vingegaard vandt lige foran britiske Oscar Onley (DSM), mens den slovenske profil Matej Mohoric (Bahrain-Victorious) blev nummer tre.
Danske Jonas Gregaard, som kører for Uno-X-holdet, kom i mål som nummer otte, lidt over ti sekunder efter Vingegaard.
Italienske Jonathan Milan, der vandt løbets første to etaper, får en dag mere i den røde førertrøje. Milan kom i mål som nummer fem og fører løbet med blot et enkelt sekund ned til Vingegaard.
CRO Race er det første officielle løb, Jonas Vingegaard kører, siden Tour de France-sejren i sommer.
I midten af august deltog Vingegaard i et uofficielt gadeløb i Holland, hvor thyboen kørte rundt i den gule trøje fra Touren.
I CRO Race er Vingegaard kaptajn på et Jumbo-Visma-mandskab, der ud over danskeren består af relativt upåagtede hollændere.
Der resterer tre etaper af CRO Race, som afsluttes søndag i den kroatiske hovedstad, Zagreb.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.