Der er ved at gå inflation i de politiske dueller.
Seneste skud på stammen er en duel mellem SF-lederen Villy Søvndal og statsminister og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.
Det hele løber af stablen mandag aften, skriver politiken.dk.
Fredag aften opfordrede Venstre-formanden Villy Søvndal til en verbal duel om overbetaling til privathospitalerne. Og nu har SF-lederen taget handsken op.
Han skriver på sin Facebook-profil, at han "glæder sig til duel med statsministeren. Jeg håber, at vi så kan få svar på, hvorfor skatteborgernes penge skulle bruges på en ideologisk favorisering af de private hospitaler i stedet for at bruge pengene til gavn for patienterne".
Dermed går de to mænd i S-formand Helle Thorning-Schmidt og DF-leder Pia Kjærsgaards fodspor. De har for nyligt dystet i to politiske dueller.
Kilde: Politiken