Hver gang danskerne skal stemme deres egen kandidat ind i byrådet, er der en del, der vælger at blive hjemme i stedet. Og for indvandrere og efterkommere gælder det størstedelen af vælgerne.
Derfor sætter Integrationsministeriet nu gang i en ny kampagne, der skal få flere indvandrere og efterkommere til at stemme til kommunalvalget til november, fortæller integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF).
- Vi kan konstatere, at der er alt for mange nydanskere, som ikke bruger deres indflydelse. Det skal vi have gjort noget ved, siger hun
- Alle borgere skal vide, at når de stemmer til kommunal- og regionalvalget, så er de med til at beslutte, hvordan skolerne skal fungere, hvordan daginstitutionerne skal fungere, hvordan sygehusene skal fungere. Så kan de skynde sig ned og stemme.
Kun 37 procent af indvandrerne og 36 procent af efterkommerne stemte til det seneste kommunalvalg. For etniske danskere var valgdeltagelsen 68 procent.
Som led i kampagnen "Alles Valg" vil der blandt andet blive holdt lokale dialogmøder, uddelt pjecer og sendt sms-er til tilfældigt udvalgte nydanskere med en opfordring til at stemme og et link til en "kend din kandidat"-quiz.
Men det er utrolig svært at vide, om sådan en kampagne kan få flere til at stemme, fortæller Jens Olav Dahlgaard, der forsker i valgdeltagelse på Københavns Universitet.
- Men vi har erfaringer fra USA, og de typiske effekter for øget valgdeltagelse ligger under 5 procentpoint. Så realistisk taler vi nok nogle procentpoint flere, der vil stemme.
Sandsynligvis vil det gavne Annette Vilhelmsens eget parti, hvis kampagnen har succes. Ifølge valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet har indvandrere i hvert fald en tendens til at stemme rødt.
Sandsynligvis vil det gavne Annette Vilhelmsens eget parti, hvis kampagnen har succes. Ifølge valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet har indvandrere i hvert fald en tendens til at stemme rødt.
- Mange indvandrere har ikke så gode sociale vilkår som gennemsnitsbefolkningen, og en lavere social status er traditionelt noget, der har givet en venstreorienteret stemme, siger han.
Integrationsministeriet har afsat 4 millioner til kampagnen.
/ritzau/