Historien er gammel, og det er manden på billedet også. Men der er en indlysende årsag til, at billedet af ham nu deles igen og igen på sociale medier: Hans enorme næse, som nu også har indbragt ham en plads i Guinness Rekordbog.
Hele 19 centimeter målte det enorme snudeskaft, der sad på Thomas Wedder. Han levede i 1700-tallets England, og gjorde sit abnorme udseende til sin levevej. Han turnerede således rundt med et lokalt cirkus, hvor han sammen med den behårede dame var en særlig attraktion, der fik publikum til at gyse.
Ud over cirkuslivet er informationerne om Thomas Wedders livshistorie sparsomme. Men det vides dog, at han var i 50’erne, da han døde i sit barndomshjem.
Siden er han – takket være sin næse – blevet udødeliggjort, da museet ”Ripley's Believe It or Not” har fremstillet en voksfigur af hans ansigt.
Abnorme næser har for øvrigt altid haft en enorm tiltrækningskraft – ikke mindst i populærkulturen. Tænk bare på film som ”Cyrano de Bergerac” med Gerard Depardieu og ”Roxanne” med Steve Martin. Der er dog endnu ikke lavet en film om manden, der slog dem alle med længder.