Et fuldstændigt ødelagt halvgulv og rigtig meget vand.
Det syn fik man i går i Skjern Bank Arena, hvor Mikkel Hansen og resten af landsholdet ellers på søndag skulle have spillet deres sidste kamp, før de tager hul på VM-slutrunden i Sverige.
I en pressemeddelelse oplyser Dansk Håndbold Forbund, at en frostsprængning i et brandskab er skyld i den massive vandskade.
Omkring 900 liter vand i minuttet var efter frostsprængningen sprøjtet ud i hallen. Og skaden har stille og roligt kunnet dække gulvet med mere og mere vand. På grund af nytårsferien blev det fossende vand først opdaget, da omkring 7.000 kubikmeter flød rundt i hallen.
Håndboldforbundet frygtede derfor, at man ville være nødt til at aflyse den kommende søndags planlagte træningskamp mod Tunesien. Men nu er det i stedet lykkedes at rykke kampen til Messecenter Herning.
Hallen lægger ligeledes gulv til den planlagte testkamp mellem Sverige og Brasilien.
Wilbeks tropper tager hul på VM i Sverige den 13. januar.
Kilde: Dansk Håndbold Forbund