David Owe har svært ved at forestille sig, at være kærester med en i starten af tyverne.
Det siger den 39-årige skuespiller til Femina. Ugebladet har taget temperaturen på nogle kendte mænd - alle i panikalderen plus minus et par håndfulde år.
- Det ville være meget mærkeligt, hvis jeg skulle være kærester med en, som ikke havde nogen børn, ingen uddannelse og nærmest lige var flyttet hjemmefra. Så jeg ville til hver en tid lede efter en på min egen alder, siger David Owe, som også fortæller, at han efter 15 år med Marie Askehave ikke har til sinds at skifte partner.
David Owe og hustruen Maria Askehave. Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix/arkiv
David Owe tegner forskellen på yngre og ældre kvinder skarpt op, og ser ikke kvinder under 25 år som smukke, men tænker mere, at det er nogle pæne børn.
– Men jeg vil da tilstå, at der er noget utrolig enkelt ved en ung pige med glat hud og god form, en, som ikke stiller en hel masse krav til én. På den anden side: De, som har skiftet "modellen" ud med en yngre, opdager hurtigt, at de krav også er der, når de er unge. Det er de vel altid. Og så mister det jo lidt glansen som det ukomplicerede og enkle, siger David Owe.
Han har været gift med den fire år ældre Marie Askehave siden 2006, og sammen har de døtrene Gudrun på syv år og Ingrid på fem år.