Den tidligere model, vejrvært på Go' Morgen Danmark og vinder af "Vild med dans" Sara Maria Franch-Mærkedahl har igen fundet kærligheden.
Hun og eksmanden gik fra hinanden i begyndelsen af 2015 og i sommers gik hun og dessertkokken Morten Heiberg fra hinanden, skriver Se og Hør.
Men nu har hun fundet sammen med en ny, "megadejlig" mand, fortæller den tidligere model til ugebladet.
- Vores øjne mødtes i Irma. Det var virkelig fint. Det føltes særligt, og så kommunikerede vi efterfølgende, og så blev det stille og roligt til mere.
Sara Maria Franch-Mærkedahls nye udkårne hedder Mikkel Westfall. Han er arkitekt og kreativ direktør hos Aarstiderne Arkitekter, og står det til hende, er det ham hun vil leve resten af sit liv med.
- Min drøm er at finde en, jeg kan bo sammen med. Jeg har lyst til at dele mit liv med den, jeg elsker. Det er Mikkel. Jeg vil gerne flytte sammen med Mikkel, siger Sara Maria Franch-Mærkedahl til Se og Hør.
Han fortæller til ugebladet, at hun har sat sin lejlighed i Hellerup til salg for at finde noget med mere plads til hende og døtrene Kastanje Kirstine og Vega Marie.
Sara Maria Franch-Mærkedahls glæde over sejren i finalen i "Vild med dans" i 2014 var tydelig for alle i Forum Horsens. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix (arkiv)