’Vild med dans’-stjernen Ashli Williamson skal en tur i retten, efter hun er blevet tiltalt for at have forsøgt at snyde sig til coronahjælp. Det skriver TV MidtVest.
Ifølge anklageskriftet har hun sammen med sin mand, Bjørn Bitsch, og to andre medejere af Borbjerg Mølle Kro forsøgt at svindle sig til knap en million kroner i corona-kompensation.
TV MidtVest har fået aktindsigt i sagen. Her fremgår det, at de fire ejere i februar 2021 indsendte en ansøgning til Erhvervsstyrelsen om 920.567 kroner i kompensation for angiveligt aflyste arrangementer i perioden 5. april til 24. maj 2020.
Pengene blev dog aldrig udbetalt. I stedet valgte Erhvervsstyrelsen at politianmelde de fire ejere.
Ifølge anklagemyndigheden indeholdt ansøgningen blandt andet forfalsket dokumentation, og de fire er nu tiltalt for særligt groft forsøg på bedrageri med offentlige midler. Midt- og Vestjyllands Politi kræver fængselsstraf samt tillægsbøder til alle fire tiltalte.
Både Ashli Williamson og Bjørn Bitsch nægter sig skyldige og går efter frifindelse. Forsvarerne for de to øvrige ejere har ikke ønsket at kommentere sagen.
Ashli Williamson deltog i "Vild med dans" i 2008, hvor hun dansede med sanger Søren Bregendal. Parret blev stemt ud som det tredje i sæsonen.
Ægteparret Williamson og Bitsch er verdens mest vindende professionelle dansepar med ti verdensmestertitler på trofæhylden. I 2018 optrådte de blandt andet for kong Frederik ved genåbningen af K.B. Hallen. Året efter nåede parret at vinde det sidste VM-trofæ, inden de indstillede karrieren og valgte at åbne en danseskole i stedet.
Retssagen mod de fire kroejere begynder ved Retten i Holstebro i næste uge.
Borbjerg Mølle Kro brændte ned fem måneder efter ejernes ansøgning om coronahjælp i en påsat brand, der endnu ikke er opklaret.