Der blev smilet og vist et par dansemoves, da årets omgang modige dansere blev præsenteret for den danske presse i dag.
Årets deltagere var ombejlede objekter, og især blev der snakket meget om vægten, som der var delte meninger om, hvordan ville forandre sig.
Den karismatiske sportskommentator Kurt Thyboe har lige fra starten glædet sig til at kunne tabe nogle overflødige kilo på maven. Derfor var træningen også med til at overtale den aldrende champ.
"Jeg tænkte, at det ville blive en ny Jurassic Park. Jeg er jo en gammel, stivbenet dinosaur. Men så sagde casteren: 'Kurt, du er jo kongen', og så tænkte jeg, 'gu er jeg så'," siger han til Newspaq.
Den slanke Laura Drasbæk, der også kommer til at pryde tv-skærmen i en ny omgang af serien Lærkevej, er tværtimod lidt nervøs for at tabe sig på grund af dansetræningen.
"Jeg håber virkelig ikke, at jeg taber mig. Så i går købte jeg to store bøffer, som jeg spiste efter træning for at holde vægten," siger hun, mens hendes kommende dansepartner Silas Holst smiler i baggrunden.
En mand, der slet ikke ser vægttab som tema, er cykelrytteren Michael Rasmussen. Som bjergrytter er han nemlig vant til at holde sig så let som muligt.
"Jeg tror tværtimod, jeg går hen og bliver småfed af det her danseprogram. Man træner jo kun et par timer om dagen, og det er meget mindre, end jeg er vant til," siger han til Newspaq.
Hvem der taber sig mest og danser bedst, kan du følge med i fra fredag den 17. september.