Nu bliver der grund til at holde øje med, om Kurt Thyboe, Michael Rasmussen, Kristian Jensen og deres konkurrenter i Vild med dans i smug snører danseskoene og øver sig i det skjulte.
Hver uge får seerne af det populære danseprogram at vide, at deltagerne knokler som vanvittige for at blive klar til ugens dansedyst. Ja, de kan faktisk nærmest ikke få nok af den hårde træning, lyder det. Men virkeligheden er en anden, skriver ugebladet Her & Nu.
Uden at fortælle seerne om det, har TV 2 i skjul indført regler for, hvor meget deltagerne må træne. Ellers frygter folkene bag programmet, at de mere og mindre kendte dansemus bliver for sikre på fødderne.
"Vi må kun træne 15 timer om ugen, for sidste år var vi simpelthen for dygtige allerede fra starten, og der blev givet for høje karakterer," afslører den professionelle danser Silas Holst, der i denne omgang danner par med skuespilleren Laura Drasbæk, til ugebladet.
Kanalens underholdningsredaktør Gitte Madsen siger til ugebladet, at hun ikke ser problem i, at seerne ikke kender præmisserne for programmet.