Nyheden om Gaddafis tilfangetagelse eller død vækker vild jubel i Libyen.
På tv-billeder fra hele landet ses libyerne feste, affyre våben i luften, danse kædedans og hæve to fingre i vejret som tegn på sejr.
Blandt de festende er mange oprørere med våben og hjelme, men også almindelige libyere er gået på gaden.
Tv-billeder viser bl.a. en gruppe kokke, som iklædt hvide kokkejakker og kokkehuer har forladt deres job for at deltage i festlighederne.
En gruppe kvinder i lange kjortler og tørklæder deltager også i festen, mens andre kravler op i lysmaster for at vise deres glæde.
Gennemgående i festen er det nye libyske flag i farverne rød, sort og grøn med en hvid halvmåne og en stjerne i midten.
Samtidig benytter libyerne friheden til at skænde det grønne flag, som Gaddafi benyttede i de over 40 år, han sad på magten. Tv-billeder viser flaget blive brændt af og trampet på.
Dagens glædes scene kommer efter en frihedskamp, som har varet i otte måneder.
Undervejs er der blevet fundet beviser på massemord og frygtelige torturfængsler, hvor Gaddafi holdt sine modstandere fanget.