Muammar Gaddafis fald betyder, at libyerne nu kan begynde at se fremad.
Det siger den tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund (V), der også mener, at Danmark fortsat har en rolle at spille i det nordafrikanske land. Det siger hun til Newspaq.
"Selvom Gaddafis død endnu ikke er bekræftet af uafhængige kilder, er der meget der tyder på det.
Uanset hvad, er jeg ret sikker på, at indsatsen i Libyen nærmer sig en afslutning, nu hvor overgangsrådet sidder på størstedelen af landet," siger hun og fortsætter:
"Så vi må nu formode, at vi får en ny regering i Libyen," siger hun.
Selvom den militære indsats i Libyen ser ud til at slutte meget snart, så har Danmark stadig mulighederne for at hjælpe Libyen på vej mod nye tider.
"Jeg håber, at man i Udenrigsministeriet nu vil engagere sig i at få hjulpet libyerne, med at få opbygget nogle strukturer, så de kan få afholdt frie valg, som vi i har erfaring med fra dansk side," siger hun.
Gitte Lillelund Bech er godt tilfreds med den danske indsats, der blev sat i gang, da hun selv var forsvarsminister.
"Det har været vigtigt, at beskytte lokalbefolkningen mod de overgreb som Muammar Gaddafi og hans styrker har stået for. Nu ser vi resultatet, og fremadrettet vil Libyen kunne få en form for demokrati, som oprørerne har ønsket. Det, synes jeg, er meget positivt," siger hun.
Hendes partikollega og nuværende forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, er enig med Gitte Lillelund Bech i, at den militære indsats nærmer sig sin afslutning. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvornår den er helt afsluttet.
"Vi må diskutere tilbagetrækningen med den kreds af partier, der står bag indsatsen i Libyen. Vi må også høre NATO's vurdering, så det er endnu for tidligt at sige noget om det endnu. Men det er tættere på at blive afsluttet end før- det siger sig selv," siger han til Newspaq.
NATO, og Danmark, har været i kamp med Muammar Gaddafi siden d. 17 marts, hvor et flyveforbud blev vedtaget. Siden da har danske F-16 fly bidraget til kampen mod Muammar Gaddafi, der nu er overstået.