Skæve amerikanske soldater, der dræber uskyldige afghanere for sjov og gemmer deres knogler som souvenir. Det lyder som en ualmindelig barsk actionfilm fra Hollywood, men det er sandfærdige hændelser, der er forgået i Afghanistan tidligere i år.
Den amerikanske tv-station CNN er kommet i besiddelse af videobånd, hvor fire soldater fra "5th Stryker Combat Brigade" indrømmer deres forbrydelser mod civile.
Soldaterne havde røget hash og muntrede sig med at skræmme og dræbe ubevæbnede civil.
Fem soldater er allerede tiltalt, og yderligere syv ventes tiltalt den kommende tid.
Stabssergent Calvin R. Gibbs - en af de tiltalte - havde kommandoen over soldaterne, og han var således hovedansvarlig for forbrydelserne.
På et af båndene fortæller den 22-årige soldat, Jeremy Morlock, hvordan han under Gibbs' kommando tæskede og dræbte en uskyldig og ubevæbnet afghaner - angiveligt som rent tidsfordriv.
To lignende tilfælde skal være forekommet i perioden fra januar til maj i år.
Flere af soldaterne har forklaret, at de var bange for Calvin R. Gibbs, og soldaternes forsvarere ønsker overfor CNN ikke at benægte hændelserne.
Forsvarsministeriet, Pentagon, har ikke ønsket at kommentere sagen.