Lad pædofile komme af med deres lyster foran computerskærmen. Det fører til færre overgreb mod børn.
Sådan lyder konklusionen i en opsigtsvækkende undersøgelse, skriver Videnskab.dk.
Forskerne fra Tjekkiet og Hawaii viser, at børneporno fører til fald i overgreb mod børn, og at pornografiske tegneserier med børn kan have samme forebyggende virkning som reel børneporno.
"Vi bifalder ikke, at virkelige børn bliver brugt i produktionen af børneporno, man kan muligvis også nøjes med kunstigt produceret materiale," skriver forskerne Diamond, Josifkova og Weiss i konklusionen, der er offentliggjort i Archives of Sexual Behavior.
Herhjemme vil Socialdemokraterne forbyde animeret børneporno som for eksempel japanske mangategneserier.
Retsordfører Karen Hækkerup (S) siger, at der mangler viden på området, og at Folketinget har bedt Sexologisk Klinik om en udtalelse.
"De skal hjælpe os med at finde ud af, om det rigtige i Danmark er at forbyde animeret børneporno," siger hun til Newspaq.
Én af Danmarks førende eksperter i pædofili konsulent i retspsykologi Thomas Hammerbrink kalder det problematisk at forbyde animeret børneporno i Danmark.
"Hvis vi forbyder mangategneserier, så vil pædofile søge deres inspiration i svømmehallen, på stranden og på Strøget og tage deres fantasier med hjem. Vi ved ikke, om det nytter noget at forbyde animeret børneporno, men vi ved, at forbud skaber en underskov, så jeg stiller mig tvivlende overfor, om et forbud nytter," siger Thomas Hammerbrink til Videnskab.dk.