Tre personer har anmeldt det nygifte svenske kronprinsessepar for bestikkelse.
Det sker, efter at parret på deres bryllupsrejse benyttede sig af en svensk milliardærs privatfly, luksusbåd og hus i Colorado i USA.
Som offentlig person må kronprinsessen ikke modtage den slags gaver, da det er imod den svenske bestikkelseslovgivning, lyder anklagen ifølge nyhedsbureauet TT.
Men det svenske hof afviser kritikken.
"Det var en privat rejse og en bryllupsgave fra en gammel ven af kongefamilien," siger Ulrika Näsholm, informationssekretær ved hoffet til TT.
Anklagemyndigheden har allerede afhørt flere privatpersoner i forbindelse med sagen.
Chefen for de svenske anti-korruptionsmyndigheder, Gunnar Stetler, oplyser, at sagen vil blive behandlet i næste uge.