Danskerne skal arbejde mere, hvis det står til Socialdemokraterne og SF.
Men størstedelen af danskerne er også med på idéen.
I en ny meningsmåling fra Analyse Danmark svarer 54 procent af danskerne, at de helt eller delvist er med på en ugentlig time mere på jobbet, hvis det kan få Danmark ud af krisen. Det skriver Fagbladet 3F.
Godt 24 procent siger mere eller mindre klart nej til forslaget, som oppositionen i dag fremlagde som en del af økonomiplanen 'En Fair Løsning.'
Samtidig viser undersøgelsen at knap 54 procent af danskerne er villige til at betale højere skat for at få Danmark på ret køl igen. Mindre end en tredjedel afviser dette som en mulighed.
Undersøgelsen er foretaget blandt 2002 danskere mellem 18 og 70 år.