Vi vil tilsyneladende hellere end gerne køre mindre i bil og bruge elsparepærer, hvis det kan være med til at redde miljøet.
En ny undersøgelse, som Jyllands-Posten har fået lavet, viser nemlig, at otte ud af ti danskere er klar til at ændre livsstil i kampen mod klimaforandringer. To tredjedele af de adspurgte siger faktisk, at de allerede har ændret deres livsstil.
Det er et resultat, der vækker glæde hos klima- og energiminister Connie Hedegaard (K).
"Det er meget positivt og tyder på, at nogle af budskaberne er nået frem til danskerne. Men det mest interessante er måske, at mange siger, at de allerede har ændret adfærd," forklarer hun til avisen.
Direktør hos Forbrugerrådet Rasmus Kjeldahl er klar med et forslag til, hvordan danskerne kan hjælpe klimaet.
"Hvis det virkelig skal batte, bliver vi nødt til at se på, om man kan ændre de rejsemønstre, der er. Det kan være svært at rejse klimavenligt, hvis man tager mange små ture. Der kunne man se på muligheden for at samle turene til nogle få, men længere ture," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han erkender dog, at det ikke er lige til for folk at komme afsted på disse ture.
"Det er jo ikke blot op til folk selv. Det er for eksempel også op til arbejdsmarkedet og skoler at indrette sig sådan, at man måske kunne indsamle ferie over flere år," forklarer han.