Danskerne har en mindre formue liggende derhjemme i gammel rejsevaluta.
I gennemsnit har hver dansker over 18 år euro, dollars og svenske kroner til en værdi af 1.255 kr.
Det viser en undersøgelse fra valutavirksomheden Forex Bank baseret på svar fra 1.300 danskere.
Men det er en dårlig idé at have så mange udenlandske mønter og sedler liggende i skrivebordsskuffen eller pungen, siger chef for Forex Banks danske afdeling, Joakim Husted.
"Nogle valutaer svinger i højere grad i kurs end andre, men generelt kan det sjældent betale sig at have en valuta liggende i længere tid ad gangen p.g.a. inflation og
kursudsving. Udover et kursfald er der jo også risikoen for, at mønter og sedler udskiftes i de enkelte lande," siger Joakim Husted.
Hans råd er derfor at veksle overskyldende valuta, så snart man kommer hjem fra en rejse, medmindre man planlægger en snarlig rejse.
På landsplan har danskerne udenlandsk valuta liggende for omkring 5,5 milliarder kroner.
Ifølge undersøgelsen har hver tredje (33 pct.) oplevet, at en valuta er faldet i værdi, mens de har haft valutaen liggende derhjemme og mere end hver fjerde (28 pct.) har oplevet, at en valuta helt er udgået som møntfod, mens de har haft den liggende.