I fremtiden bliver det pårørende og frivillige, der skal hjælpe familiens svageste.
Det spår formanden for landets kommunaldirektører, Jens Chr. Birch, der ikke mener, at kommunerne om bare fem til syv år vil være i stand til at skaffe nok arbejdskraft til området.
"Den almindelige dansker vil blive nødt til i langt højere grad selv at tage ansvar og hjælpe til i børnehaven, assistere med opgaver ved siden af undervisningen i skolerne og overtage nogle af kommunernes opgaver med at passe de ældre," siger han til Jyllands-Posten.
Han bakkes op af formanden for kommunernes socialchefer, Ole Pass, der blandt andet mener, at de frivillige organisationer skal på banen.
"Hvis man overhovedet skal kunne give fremtidens ældre en service som den, de får i dag, skal familien til at yde mere selv. Enten skal familien i langt højere grad hjælpe til, eller også skal de frivillige organisationer overtage opgaver, som før lå i kommunens regi," siger han til Jyllands-Posten.