Sådan lyder det fra Jes Gerlach, der er formand for Psykiatrifonden.
Problemet med sovemedicin er nemlig, at det er stærkt vanedannende.
"Det virker godt i begyndelsen, men i løbet af få uger taber det en stor del af sin virkning. Jeg vil skønne, at halvdelen af effekten forsvinder," siger Jes Gerlach til Newspaq.
Han fortæller, at det største problem er, at man ikke kan sove tre-fire nætter efter, at man har lagt sovepillerne på hylden.
"Manglen på søvn giver et stort ubehag, og så tror folk ikke, at de kan undvære medicinen og fortsætter med at tage den," fortæller Jes Gerlach.
Ifølge dagbladet Politiken blev der sidste kvartal udskrevet så meget af den vanedannende medicin, at det svarer til, at 100.000 mennesker i tre måneder dagligt tager sovepillerne.
Danskerne sluger flest af de såkaldte benzodiazepin-lignende midler, som tæller blandt andet Imovane og Stilnoct.
Det er oven i købet den mest vanedannende medicin.
Jes Gerlach mener, at de praktiserende læger er for rundhåndede med at udskrive medicinen.
"Men det er selvfølgelig også patienterne, der beder om det, fordi de én gang er kommet ind i det her forbrug," siger Gerlach.
Han opfordrer danskere med søvnbesvær til at motionere og føre en sund livsstil med en normal døgnrytme, så man bliver naturligt træt, i stedet for at spise sovemedicin.
/Newspaq/