Gå til zumba i Udkantdanmark.
Spis bøf med kødklister, hvis du er asket inde.
Eller tag et 360-graders-eftersyn af vuvuzelaen.
2010 bød på en række nye ord, som alle kendetegner året der gik. Men ikke alle ord overlever.
Allerede næste år kan et par af de sproglige døgnfluer gå til, fortæller seniorforsker ved Dansk Sprognævn.
"Ved sommerens VM i fodbold lærte vi vuvuzelaen at kende, men den vil vi nok ikke høre meget til næste år," siger Pia Jarvad til Newspaq.
Hun har været med til at finde de nye ord, og for hende, har det mest karakteristiske ord i år været "askesky".
Selve ordet er ikke nyt, men det unikke er de lignende ord i kølvandet på askeskyen.
"At aske inde, fordi man er blevet askeramt, når man sad i lufthavnene og ikke kunne komme videre," forklarer hun.
Ord som ghettoplan og Udkantsdanmark er også nye i 2010, men de er samtidig en del af en større tendens i sproget, mener Pia Jarvad.
Det skyldes, at ordene er negativt ladede og ofte bruges til at støtte en underliggende dagsorden.
"Det er ligesom blevet mere tydeligt, at man bruger sproget til at skabe holdninger ved at udgrænse nogen," vurderer Pia Jarvad.
Ved du, hvilke ord vi fik hvornår? Test dig selv her
Nye ord i 2010:
Mailgate, kødklister, askesky, genopretningsplan, fedtafgift, Udkantsdanmark, vuvuzela, ghettopakke, ghettoplan, tabletcomputer, kropsscanning (i lufthavne), 360-graders-eftersyn (om grundigt eftersyn af folkeskolen), klyngeledelse (om ny ledelsesstruktur i børneinstitutioner; institutionerne samles i "klynger"), jægerbogssag, zumba (en slags fitness), den rådne banan (om Udkantsdanmark), lækagesag, nulvækst, iPad, burkarapport, WikiLeaks og pointsystem.