Der bliver længere og længere mellem biler, der krydser den dansk-tysk grænse med bagagerummet fuld af øl, sprut og cigaretter.
Danskernes lyst til at lægge penge i supermarkederne syd for grænsen er nemlig på sit laveste i ti år. Cigaretter køber vi slet ikke mere, og både øl og spiritus får oftere lov at blive stående på hylderne, mens vi ikke kan holde nallerne fra chokoladen. I hvert fald hvis man skal tro Skatteministeriets grænsehandelsrapport for 2009, skriver Jydske Vestkysten.
De Samvirkende Købmænd er dog stærkt uenige.
De mener ikke, at tallene stemmer overens med virkeligheden og kalder grænsehandlen for "et kæmpe samfundsproblem".
Og en undersøgelse, som Capacent netop har foretaget for De Samvirkende Købmænd i marts 2010, viser da også, at hver anden danske husstand kører til Tyskland for at handle i grænsebutikkerne mindst en gang om året.
Og det er en stigning i forhold til 2008, hvor det kun var 37 procent, der startede bilen og kørte sydpå mod grænsen.
"Danskere på indkøb syd for grænsen køber jo ikke bare øl, vin og spiritus. Indkøbsvognen bliver både større og bredere med indkøb af for eksempel store mængder kød med lav tysk moms," siger underdirektør i De Samvirkende Købmænd Claus Bøgelund Nielsen.