Efter sigende siger de det stadig i royale kredse. Hvis man ikke kender borddamen eller rengøringsdamen så godt.
Men blandt resten af danskerne er vi for længst holdt op med at anvende tiltaleformen De. Man siger Du til sin bager, sin bartender og sin nabo. 60 procent af de adspurgte i en ny Rambøll-analyse melder, at de sjældent eller slet ikke bruger De i en samtale.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Sprogudviklingen har betydet, at sætningen "vil De være så venlig" er ved at være en saga blot.
"Tiltaleformen De hører til de uddøende ord," siger fremtidsforsker Marianne Levinsen til Jyllands-Posten.
Men tendensen er langt fra udtryk for, at vi har til hensigt at opføre os uhøfligt over for hinanden.
Forklaringen er snarere, at klasseforskellene i samfundet er blevet mindre. Eftersom vi er mere ens, hvad angår indkomst og status, er det lettere at bruge den uformelle Du-form.