”Nu skal jeg lige huske min egen kode,” siger Ole Søborg, fællestillidsmand på Lynetten.
Ved hjælp af begge pegefingre tamper han brugernavn og kodeord ind i sin pc. Med et velanrettet ’klak’ på enter-tasten sender han dem til godkendelse et sted i cyberspace, så bordet rasler.
Det er fredag formiddag på rensningsanlægget Lynetten. Vinden fører dunsten fra de store rensningsanlæg ud over vandet. I det lille kontor, lugter der af maskinolie fra industrihallen, der ligger ved siden af.
Overraskelsen
For godt et år siden fik de 135 medarbejdere – Ole inklusive – sig en overraskelse, da de fik at vide, at de fremover skulle registrere deres timer i det system, Ole netop har tiltvunget sig adgang til.
De gamle ugesedler af papir skulle erstattes med elektronisk timeregistrering over computeren, og man skulle samtidig indtaste, hvad man havde fordrevet de daglige 7,5 timer med.
Mens Ole Søborgs computerskærm fyldes med en uoverskuelig mængde felter og undermenuer, fortæller han, at det slet ’ikke er så slemt, når man først kommer ind i det’.
Hvis man tager et ’totalblik’, lyder det, er der ikke længere nogen, der er negative over at de ikke længere kan kradse deres timer ned på gamle papir-ugesedel. Den er, som man siger i modebranchen: So last year.
Hvor skal jeg trykke?
Det har nu ikke været uden bøvl at nå hertil, fortæller Ole Søborg. Og det er da heller ikke alle, der efter det forgange år føler sig i stand til at benytte en computer for egen kraft.
Fredag eftermiddage er der derfor en lind strøm af mennesker på tillidsmandskontoret. Man skal have hjælp til at åbne op for computeren, klikke sig frem til den rigtige uge, og indsætte det rigtige antal timer i de små felter, der lyser rødt, men siden grønt, når det korrekte antal timer er anført.
”Der er nok en 14-15 stykker, der har problemer med it. Det er lige fra den milde grad, hvor man ryster i bukserne, hvis man skal åbne, fordi man er bange for at ødelægge noget, og til at man slet ikke kan åbne for en computer,” siger Ole Søborg. [pagebreak]
”De allerværste kender vi. Dem hjælper vi jo i gang med at registrere deres timer elektronisk. Det kan være ret voldsomt at lære, men det bliver mindre og mindre. Forskrækkelsen og den fuldstændige afvisning af det her ligger en generation tilbage. Men mænd over 50 år kan godt have en holdning til, at de nægter at sætte sig ind i det.”
Ledelsen elsker it-løsningerne
Ole Søborg er i øvrigt overbevist om, at fem-seks af hans kolleger ikke har set deres lønseddel, siden den overgik til at komme elektronisk i eBoks.
”Generelt set, er det positivt, ja. Bortset fra de elektroniske lønsedler. Det er pissebesværlige, at de nu kommer elektronisk. Det er kun ledelsen, der er glade for dem,” siger Ole Søborg, der rejser sig og tager en grøn beskyttelseshjelm på.
Vi forlader det lille kontor, og begiver os ned i de lange gange under jorden, hvor vinden ikke hjælper på den ildelugtende dunst fra rensningsanlægget.
Imens forklarer Ole Søborg, hvorfor det elektroniske cirkus mødte modstand fra arbejderne på Lynetten, da ledelsen for et år siden fremlagde deres visioner om at man skulle registrere sig elektronisk.
Timeregistreringen var nemlig ikke det eneste, man bad medarbejderne om at registrere. Arbejderne på Lynetten blev også bedt om at indtaste, hvad de brugte deres 37 timer om ugen på. Hvilke opgaver og maskiner, der var anvendt.
”Det var bestemt ikke populært. Det blev opfattet som om, man ville holde øje med os, ikke?” siger Ole.
Vi er stødt på en mand med en gul hjelm. Det er ham, Ole har rettet sit ’ikke’ imod. Manden hedder Sigurd Johansen og arbejder som smed med mere på Lynetten. Sigurd Johansen nikker.
Frygt for fyringer
”Man var nervøs for, at de ville bruge det til at pille nogle folk ud. At der ville komme spørgsmål om, hvorfor man havde brugt seks timer på en opgave, når Per klare den på fire. Diskussionen er blevet gjort til skamme, for det har aldrig været et problem. Men det var altså noget, man snakkede meget om, da det kom,” siger Sigurd Johansen. [pagebreak]
Der var ’skepsis’, supplerer Ole Søborg.
I første omgang blev den elektroniske registrering opfattet som en ekstra opgave, man prøvede at ’tørre af på medarbejderne’. Men timeregistreringen, så har det vist sig at være en fordel, fordi det for folk flest ikke er mere besværligt at taste timerne ind, end at udfylde et stykke papir.
Og når man ikke brugte de registrerede arbejdsopgaver til at ’slå folk i hovedet med’, som Sigurd Johannes udtrykker det, så har det faktisk været en vis portion tilfredsstillelse i at dokumentere, hvad man fik sine timer til at gå med. Det er både Sigurd Johansen og Ole Søborg enige om.
”Fra at være en anonym del af det store maskineri, får folk en opfattelse af, at de får defineret deres egen del af maskineriet. Man skriver ikke bare ’var her i otte timer. Der skete ingen ulykker’,” siger Ole Søborg.