Vi siger selv, at vi arbejder stadig mere og bruger stadig mindre tid sammen med familien.
Det angiver danskerne i hvert fald, når de selv skal vurdere deres måde at bruge tiden på.
Men gennemsnitsdanskeren er i virkeligheden et langt bedre familiemenneske, end vi selv går og tror, skriver Kristeligt Dagblad.
Det viser en stor undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, hvor 7000 danskere har skrevet ned, hvor meget de arbejder, og hvordan de i øvrigt bruger deres tid.
På knap 10 år har danskerne i gennemsnit sat arbejdstiden ned med en time og 20 minutter, så vi reelt kun arbejder 33,2 timer om ugen.
Og samme vrangbillede tegner sig i vores forestilling om, hvor meget tid vi bruger på vores børn. To tredjedele af alle parfamilier er i gennemsnit hjemme samtidig fire aftener om ugen.
Kvinder bruger ni timer på direkte eller indirekte omsorg for deres børn, mænd bruger seks.
Tilsammen bruger forældre således betydeligt mere tid med deres børn end på at arbejde. Og børnene er mere hjemme end i institution.
- Det er da en myteknuser, der vil noget, siger fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra Fremforsk til Kristeligt Dagblad.
Han har gennemgået tallene og konkluderer, at den danske småbørnsfamilie slet ikke behøver at være tynget af dårlig samvittighed.
- Børnefamilier er i dag enormt hårdt spændt for. Sådan føles det i hvert fald, fordi de hele tiden tror, de mangler tid, og derfor er tynget af at skulle prioritere benhårdt, så de kan leve op til alle tidens krav om, hvordan livet skal være.
- Men tallene viser, at det til dels er indbildning. Vi er faktisk ret meget sammen i familien, siger han.
/ritzau/