Danskerne tjekker i stor stil deres arbejdsmail, inden de går seng om aftenen eller om morgenen, inden de tager på arbejde.
E-mails på arbejdspladserne er kommet til at fylde så meget, at stadig flere virksomheder vælger at indføre en e-mailpolitik for at dæmme op for unødvendige og tidkrævende mail-korrespondencer.
Det skriver Ugebrevet A4, der har fået analysefirmaet YouGov Zapera til at undersøge, hvor mange danskere, der oplever, at deres arbejdsplads har indført en politik på området.
Og det oplever 23 procent af lønmodtagerne, at deres ledelse allerede har indført.
I Dansk Magisterforening har et stort forbrug af e-mails resulteret i retningslinjer for, hvordan medlemmerne undgår tidrøvere i hverdagen.
"Vi hører fra de stressrelaterede henvendelser, vi får fra vores medlemmer, at rigtig mange har problemer med det ustyrlige arbejdsliv og non-stop tilgængelighed. En stor del af vores medlemmer er jo vidensmedarbejdere, der håndterer en kolossal mængde viden hele tiden. Og de får rigtig mange e-mails," fortæller konstitueret forhandlingschef Lotte Espenhain Møller til A4.
Dansk Magisterforening opfordrer medlemmerne til kun at åbne, besvare og arkivere e-mails en til to gange dagligt. Et andet råd lyder at opsøge en kollega eller en afdeling personligt frem for at maile. Og så bør medarbejderen overveje, om hele den første dag efter ferien bør afsættes udelukkende til at læse sig igennem indbakken.
Arbejdspsykolog Einar Baldursson fra Aalborg Universitet er overbevist om, at brugen af arbejdsrelaterede mail er et udtryk for en døgndriftskultur.
"I det moderne arbejdsliv foregår der en masse social sammenligning. Jeg har selv været omkring en virksomhed, hvor lederne indstillede e-mailprogrammet til at sende en arbejdsmail klokken halv seks om morgenen for at give et indtryk af, hvor tidligt de var 'på'. Det er et ekstremt eksempel, der viser, at der foregår noget, som helt sikkert bliver et større problem fremover," siger Einar Baldursson til A4.
http://www.ugebreveta4.dk/da/2010/201038/Artikler/E-mails_forpester_vore...